De kolde morgener har forlængst meldt sig på banen og har du ikke allerede styr på vintergarderoben, er det en god ide at komme i gang. Derfor får du her 3 gode råd til både valget af vinterovertøj og hvordan du passer godt på det, så det kan holde i mange år.
Vælg tidløst
Hvis du planlægger at købe en dyr vinterjakke eller andet vintertilbehør, er det en fordel at vælge et tidløst design. På den måde går dine nye styles ikke af mode efter en enkelt sæson eller to og kan i stedet blive en langtidsinvestering.
Særligt de smukke Levete Room jakker eller uldfrakker kan holde i årevis, både rent praktisk og hvad angår design.
Kan du godt lide jakker med masser af farver og mønstre skal du dog ikke fortvivle: De fleste kvinder har nemlig mere end blot en enkelt jakke og det kan du naturligvis også få. Især når du vælger jakker, der holder år efter år, kan der formentlig sagtens blive råd til en ekstra eller to. På den måde kan du med tiden have både en klassisk uldfrakke, en pæn dynejakke, en kort vinterjakke i pangfarver og en lettere jakke i flotte mønstre til de mildere vinterdage hængende i tøjskabet.
Køb matchende tilbehør
Man føler sig ganske enkelt smartere, når huen og halstørklædet matcher jakken eller frakken. Det nemmeste valg er at købe en hue eller beanie, som passer til alle dine jakker. Det samme gælder tørklædet.
Det sjoveste valg er dog at have forskellige huer at skifte imellem, så du på den måde kan lege med farvekombinationer på en nem og relativt billig måde. Med 5 beanies i hver sin klare farve, kan du således vælge vintertilbehør efter humør. På de dage hvor du har lyst til et mere afdæmpet look kan du i stedet hive den klassiske uldhue frem.
Tjek vaskeanvisningen
Den hyppigste årsag til, at vinterovertøj går i stykker eller mister sine funktionelle egenskaber er, at vaskeanvisningen ikke følges.
Vandafvisende jakker er nemlig typisk overfladebehandlede for at vandet ikke kan trænge ind i stoffet, men denne behandling tåler hverken tørretumbler eller alt for hyppig vask. Dunjakker bør ikke vaskes overhovedet, fordi dunene således enten vil falde sammen eller være vanskelige at få ordentligt tørre. Og uldfrakker tåler slet ikke vask, fordi ulden ganske enkelt kan tage skade af vasketromlens bevægelser.
Det kan derfor være en fordel at tjekke vaskeanvisningen allerede inden du køber. Det kan nemlig godt være, din kommende vinterjakke er den smukkeste, du nogensinde har set. Men hvis du ved, at du højst sandsynligt kommer til at spilde på jakken – eller hvis du har planer om at bruge jakken, når du henter glade børn med mudderhænder i børnehaven – er det ganske upraktisk med en vinterjakke, der ikke tåler vask eller bør renses.
Det kan dog heldigvis sagtens lade sig gøre at finde overtøj, der tåler en tur i vaskemaskinen ved et skåneprogram. Og hvis du samtidig sørger for kun at vaske jakken, når det er nødvendigt – og i stedet hænger den til udluftning, hvis den f.eks. skulle lugte – kan den sagtens holde i mange år.