Det er en gevinst for alle virksomheder, når medarbejderne sendes på efteruddannelse. Det øger den enkelte medarbejders kompetencer, så opgaver i virksomheden kan løses enten bedre eller mere tidseffektivt. Det sender også et godt signal til kunderne, når man holder medarbejderne up to date på det sidste nye indenfor branchen. Sidst men ikke mindst kan det også gøre virksomheden populær i rekrutteringssammenhæng, fordi man som ansat netop får mulighed for efteruddannelse.

Når medarbejdere skal efteruddannes, sker der dog en nødvendig indgriben i virksomhedens dagligdag. Enten i form af lukkedage, hvor alle medarbejdere er afsted eller med lavere bemanding i den periode en enkelt medarbejder eller to er fraværende. Derfor er det vigtigt, at der vælges den rette efteruddannelse til den pågældende virksomhed, så der efterlades mest muligt udbytte med mindst mulig forstyrrelse i dagligdagen.

Her får du 3 gode råd til, hvordan netop dét bliver muligt.

Vælg den rette kursusudbyder

Et godt sted at starte, er at vælge den kursusudbyder, der passer til dine medarbejdere. AMU-kurser er korte og som regel i den lave ende prismæssigt. Kurser på erhvervsskoler og universiteter tilbyder undervisning på et højt niveau med mulighed for at samle ECTS-point for medarbejderen. Kurser hos specialisere, private aktører er som regel enten korte eller mellemlange, men hos de private aktører er der unikke muligheder for at få undervisningen skræddersyet til virksomheden eller medarbejdernes nuværende kompetenceniveau.

Tilvælg e-learning

Du er sikkert stødt på e-learning på ét eller andet tidspunkt i dit liv. Det er nemlig ikke et nyt begreb og allerede i Folkeskolen er de fleste af os stødt på e-learning i form af simple matematikspil. Idag er e-learning dog meget mere end dét og undervisningsformen benyttes alle steder, fra skoler til direktionsgange. Elektronisk læring kan desuden anvendes i alle brancher, uanset om undervisningen foregår i online klasselokaler eller som individuel salgstræning af den enkelte medarbejders eller udvikling af forskellige færdigheder indenfor for eksempel kundeservice eller produktkendskab.

Det smarte ved e-learning er, at virksomheden ikke behøver undvære medarbejderen fysisk i hverdagene. Undervisningen – der foregår online – kan nemlig passes ind i virksomhedens dagligdag, således at medarbejderen kan undervises, når der er ro til det og bistå virksomheden, når der er spidsbelastning.

Overvej hvilken undervisningsform der matcher virksomheden

Når der skal vælges undervisningsform, er det vigtigt man som ejerleder vælger rigtigt. Det kan måske være fristende at vælge et e-learning, fordi undervisningen af medarbejderen således kan tilpasses hverdagen. Men hvis hverdagen altid er travl, er der måske ikke egentlig tid for de ansatte til at fordybe sig i efteruddannelsen – og så sker der ingen kompetenceudvikling, samtidig med at et dyrt læringsforløb ligger uudnyttet hen.

Her er det måske et bedre valg at sende medarbejderen væk på en egentlig efteruddannelse i en periode, så I sikrer jer, at efteruddannelsen finder sted. Alternativt kan I vælge såkaldt blended learning, som er et mix af individuel e-learning, fælles online undervisning og undervisning ansigt-til-ansigt.